Midlertidig balance om menneskeheden (usminket)

De følgende ord er bevidst udfordrende. Fordi det er deres formål. Føl dig angrebet, dømt, misforstået. Bliv vred, hvis du tror, ​​jeg refererer til dig. For ja det gør jeg. Men tjek så venligst, hvad det udløser i dig. Fordi jeg har lært, lige så smertefuldt som det var nogle gange: hvis noget rammer mig personligt, har det noget at gøre med mig. Kære mennesker og alle, der i det mindste biologisk kan henføres til denne art. De fleste af jer er på ingen måde ringere end husdyrene låst i stalde. Den eneste stræben, der animerer dig, er at spise og have tag over hovedet, når det regner. Du synes endda at elske dopingen gennem den mentale giftcocktail og malkningen af ​​dit arbejde. Ja, fra tid til anden yngler du, og den største indsats ser ud til at være at lære dine afkom at blive så iøjnefaldende som muligt, tilpasset og produktivt husdyr.

Hvad tænkte du egentlig, da du besluttede at inkarnere her? Har du besluttet dig for at leve et husdyrliv og derefter ende på slagten, hvor dine kroppe er skåret op? Desværre ser det ud til at være tilfældet. Dit sind er låst inde i dine ødelagte sjæles liggende fængsel. I bedste fald kan et glimt af dit sjælelys stadig opfattes fra det, for de fleste synes det endda at være gået ud. Jeg har endnu ikke forstået, hvad formålet med din inkarnation er. Nu har du bestemt og endelig besluttet dig for husdyrhold ved at lade dig rive med til sprøjten. Hvis den anden og tredje sprøjte ikke dræbte din krop eller sjæl, så vil den fjerde, femte eller sjette helt sikkert gøre det.

Så er der den del af dig, der selv trumfer flåter og myg i deres grådighed. Grådigheden efter magt, rigdom og undertrykkelse er den eneste stræben, der findes i dig og er så stor, at du ville have sprængt for længe siden, hvis du var disse små dyr. Hvorfor kom du til denne planet? Jeg kan kun ønske dig at slippe mindst en teskefuld lys ind i dine tabte sjæle. Efter en meget smertefuld og lang renselsesproces har du i det mindste chancen for, at dit sjælelys kan begynde at skinne igen på et tidspunkt.
Til gruppen af ​​dem, der kan lide møl, lader sig narre af hvert falsk lys i håb om, at det vil bringe dem den længteslettede lettelse og dem, der er i deres frygt for at stå over for deres egen skygge og se i øjnene af mørket i verden Bedre at opsuge enhver troskonstruktion for at blive lidt længere i deres kærligheds-lys-illusoriske verden eller vente på deres superhelte-forløser, så de ikke selv skal dømme noget, jeg ønsker ikke at gå nærmere ind.

Resten, kun et lille mindretal, kan jeg i det mindste begynde at betegne som menneske. Du er begyndt at forstå, hvilken slangegrop du er inkarneret i her. Ja, vi forestillede os nok, at det var lettere. Vi troede ikke på det, vi oplever nu, ellers havde vi genovervejet vores beslutning. Ja, vi er også belastet med disse svagheder og byrder som frygt, traumer, mangel på selvværd, forkerte identifikationer og ondt ego. Det føles ydmygende for vores sind at være så svag, ude af stand og fuld af fejl og at sidde fast i en krop, der ikke er værdig til vores sindes storhed, vi har glemt. Vi ville bringe lys til verden, men det kunne ikke se det. Jeg kan føle med, hvordan denne mand havde det, da han hang på korset. Og hvordan han havde det bagefter, da han skulle se, hvordan flåter og myg byggede mordgrave med sine impulser og milliarder af husdyr lod sig slagte fysisk eller psykisk af dem.

Og mange af jer har endnu ikke besluttet, om I trods alt stadig vil gå på husdyrets vej. I det mindste er du stadig i stalden og adlyder landmanden: du bærer masken, bed om tilladelse, hvis du vil samles. Du gemmer dig for de andre husdyr og forsøger at ligne dem og opføre sig som dem, så du ikke bliver hånet eller tudet. Det er skammeligt at se dette. Men måske har jeg ikke også gjort nok? Jeg ved, hvor svært det føles at blive belastet med al denne byrde inde og ude, og hvor svært det tilsyneladende endelig tager springet i livets vand. Springet, der bringer os ud af ofre og forbinder os igen med os selv og vores Skaber. Jeg har heller ikke helt turdet gøre det.

Efter denne balance kommer jeg til den sørgelige erkendelse af, at vi uden hjælp eller et mirakel sandsynligvis ikke vil være i stand til at flygte fra denne mordgrav på egen hånd. Den vej, som mange vælger, og som truer, er desværre meget dyster. Måske er det også meningen, at slagtekvæget ender der, som de har valgt. Og myg og flåter vil før eller siden blive trampet ned af prøverne, hvilket desværre for sent vil genkende, hvad der blev gjort ved dem. Hvis der ikke sker noget uventet eller det mirakel, som mange har håbet på og længtes efter, vil der i sidste ende kun være en håndfuld af sidstnævnte, nemlig dem, der har turdet tage skridtet til at være virkelig mennesker. Den dag i dag ser jeg desværre kun meget få. Jeg håber, der alligevel kommer et par stykker til. Bliver jeg en af ​​dem? Jeg er ikke sikker. I morgen vil jeg tænde håbets lys igen, varme mig selv ved dets lille lys og fortsætte i håb om, at menneskeheden stadig vil rejse sig.

(Via Oli Wit)