Mit der Dokumentation «Schmutzige Kriege» führt Autor Jeremy Scahill in eine völlig unbekannte Welt von geheimen Kriegseinsätzen der USA in Afghanistan, Jemen, Somalia und weiteren Gebieten. Teils Politthriller, teils Detektivfilm beginnt «Schmutzige Kriege» als investigative Reportage über einen nächtlichen Angriff von US-Einheiten in Afghanistan, bei dem viele Zivilisten starben, darunter zwei schwangere Frauen. Schnell entwickelt sich eine weltweite Recherche in die bis dahin unbekannte Parallelwelt der mächtigen und streng geheimen Spezialeinheit der Amerikaner, das Joint Special Operations Command (JSOC).
Scahill findet immer mehr über JSOC heraus, deckt brutale Einsätze auf, die sorgfältig vor der Öffentlichkeit verheimlicht werden, ausgeführt von Soldaten, über die es keinerlei Unterlagen gibt und die somit auch nie vom Kongress vernommen werden können und offenbar keine Rechenschaft über ihr Handeln ablegen müssen. Im Militärjargon arbeitet die JSOC nach dem Motto «finden, fixieren und erledigen». Die Teams arbeiten eine geheime Tötungsliste ab. Es gibt kein Ziel, das für diese Truppe nicht legitim wäre, auch amerikanische Staatsbürger werden nicht verschont.
Jeremy Scahill deckt die Folgen eines Krieges auf, der völlig außer Kontrolle ist. CIA-Agenten, Kämpfer der Special Forces, Generäle und von den USA finanzierte Warlords – sie alle treten aus dem Dunkel der Geheimhaltung vor die Kamera und reden über ihre Einsätze, viele von ihnen zum ersten Mal. Auch die Überlebenden der meist nächtlichen Attacken und Drohnenangriffe kommen zu Wort, darunter auch die Familie des ersten amerikanischen Staatsbürgers, der von seiner eigenen Regierung gejagt und getötet wurde. «Schmutzige Kriege» führt die Zuschauer in die entlegensten Ecken der Welt und zeigt auf, wie schmutzig die USA heute Krieg führen. Am Ende bleiben quälende Fragen nach Freiheit und Demokratie, Krieg und Gerechtigkeit.
Dirty wars: De hemmelige kommandoaktioner i USA (SRF I 17.12.2014)
Mere til dig:
"Dravens Tales from the Crypt" har været fortryllende i over 15 år med en usmagelig blanding af humor, seriøs journalistik - til aktuelle begivenheder og ubalanceret rapportering i pressens politik - og zombier, garneret med masser af kunst, underholdning og punkrock. Draven har forvandlet sin hobby til et populært mærke, der ikke kan klassificeres.
Min blog var aldrig designet til at sprede nyheder, endsige blive politisk, men med aktualitet kan jeg bare ikke lade være med at fange information her, som ellers er censureret på alle andre kanaler. Jeg er klar over, at designsiden måske ikke virker "seriøs" for mange i denne henseende, men jeg vil ikke ændre dette for at glæde "mainstream". Enhver, der er åben for ikke-statsoverensstemmende oplysninger, ser indholdet og ikke emballagen. Jeg har forsøgt nok at give folk information de sidste 2 år, men bemærkede hurtigt, at det aldrig er ligegyldigt, hvordan det er "pakket", men hvad den anden persons holdning til det er. Jeg vil ikke lægge honning på nogens mund for at leve op til forventningerne på nogen måde, så jeg vil beholde dette design, fordi jeg forhåbentlig på et tidspunkt vil være i stand til at holde op med at komme med disse politiske udtalelser, for det er ikke mit mål at fortsætte sådan for evigt 
Jeg lader det være op til enhver, hvordan de håndterer det. Du er velkommen til at kopiere og distribuere indholdet, min blog har altid ligget under WTFPL licens.
Det er svært for mig at beskrive, hvad jeg rent faktisk laver her, DravensTales er blevet en kulturblog, musikblog, chokblog, techblog, horrorblog, sjovblog, en blog om fundne genstande på internettet, internetbizar, papirkurvblog, kunstblog, vandvarmer, tidsåndsblog gennem årene , Skrot blog og grab taske blog kaldet. Alt der er rigtigt ... - og alligevel ikke. Blogens hovedfokus er samtidskunst i ordets bredeste forstand.
For at sikre driften af siden er du velkommen til Giv en donation med kreditkort, Paypal, Google Pay, Apple Pay eller direkte debitering/bankkonto. Mange tak til alle læsere og støtter af denne blog!
