Metallica Zurich 2019: Når Papa Het forkynder, står politiet i kø

Fredag ​​den 10. maj spillede Metallica på Zürichs Letzigrund Stadium som en del af deres "WorldWired"-turné. Bandet får op til 6 millioner dollars i billetkontoret hver aften, ikke underligt at billetpriserne var høje, selv efter schweiziske standarder. Og der kom så mange Koncert turisterat tage selfies med din smartphone og sende dem på alle sociale netværk. For at disse hipstere kunne føle sig godt tilpas, ville en enorm armada af politi og sikkerhedsvagter blive indsat for at styre folkemængderne ved ankomsten, på stadion og ved afgang. Metallica: Masters of Puppets?!

Venner, misforstå mig ikke, koncerten var god - men intet mere da. Det var ikke længere en oplevelse, som det var før for fem år siden i St. Jakob i Basel. Ordentlige vanebærere var knap så fredag ​​– og alligevel tilrettelagde amerikanerne aftenen skånselsløst, så den ene eller anden kæleskørtsfan blev sat på flugt. Det buldrede voldsomt i Letzigrund Stadion, der ikke var helt udsolgt. Men desværre - i hvert fald i første omgang - kunne staccatoen næppe forstås rytmisk på grund af stedets ugunstige akustiske disposition. Det larmende, højhastighedsbeat kvæles af sit eget ekko lige i starten med «Hardwired», som blev kastet tilbage i runden fra den sydlige kurve. Lars Ulrichs (55) trommer slukkede sig selv i fartens vanvid, James Hetfields (55) stemme var knap hørbar og Robert Trujillos (54) bas spillede på xylofon med publikums ribben. Desværre var Metallica-guitarist Kirk Hammett (57) helt fortabt i al den buldrende grød – heldigvis var der lydteknikere på arbejde, som kunne optrevle de enkelte komponenter igen.

WorldWired Touren har kørt siden februar 2016 og har indbragt op til 6 millioner dollars pr. aften. Langt over 100 koncerter af de i alt 165 er allerede blevet spillet, og vi er nu i den sidste tredjedel af koncertrækken, der slutter i november. Hvor meget turnéen hos de amerikanske heavy metal-giganter indbringer, kan enhver nu selv regne ud. Man tror måske, at en god portion rutine, udmattelse og velstand har sneget sig ind i bandstrukturen – og det er der, hunden ligger begravet. James Hetfield og hans mænd er glade for at vise deres fornyede lyst til det skøre, for at strække en thrash-sang som "Master of Puppets" ind i et tricky tolv-minutters nummer eller få himlen til at græde med den monumentalt knusende "Creeping Death". . Men ikke nok med at himlen har lyst til at græde, de første timers fans bydes heller ikke på det sædvanlige musikspektakel - men et kæmpestort, næsten perfekt iscenesat show, med buten-lasere, videoer, der suser hen over den gigantiske skærm og lidt pyroteknik, til please koncertturisterne og "Metallica-familien", der i mellemtiden er kommet i mainstream - musikken bliver en mindre sag.

Metallica - Engangshelte [Live] - 5.10.2019. oktober XNUMX - Letzigrund Stadium - Zürich, Schweiz

Showet gør et fremragende stykke arbejde med at ignorere de mange små pauser, der finder sted efter næsten hvert nummer, og bandet gik enten helt af scenen eller Papa Het prædikede for sin Metallica-familie. Papa Het plejede at omtale sine fans som "Familie", men altid med en subtil sarkastisk undertone og et grimt smil. Denne fredag ​​stod Papa Het på kanten af ​​den enorme scene og talte til sin "Familie" som præsten fra prædikestolen. «Det er en smuk dag, og vi er her for at spille musik (...) Jeg ser dig smile. Det er rart og får mig også til at smile." Han spørger ind til det isolerede pogo-dansende publikums fysiske velbefindende, og han henvender sig ikke længere til sit publikum med "motherfuckers", som han plejede, men kun med "familie". Et lille mellemspil i stil med "Nightwish" passer også ind for at bygge bro over et af de talrige pauser. Ikke så slemt, herrerne spillede hele 140 minutter og udover langsommere stykker også rigtige hits som "Seek & Destroy", "Master Of Puppets" og "For Whom the Bell Tolls", hvilket også skulle overbevise de gamle- skole metalhoveder.

Metallica plejede at være kendt for at spille deres hurtige, groovy og barske thrash-hits live lidt hurtigere end på plade. Med klassikere som «Whiplash», «Jump in the Fire», «No Remorse», «Battery» eller «Fight Fire with Fire» plejede herrerne fra San Francisco at sætte ild til scenen og alle metalhoveder foran dem lad headbanging knække hals. Også fredag ​​aften gjorde Bay Area thrasherne en indsats for at skabe fart blandt publikum. De bladrer også i registrene i deres sangkatalog, som blev til i de år, hvor de ikke rigtig var til eftertænksomhed og harmoni. Og det samme er det stadionsammenhold, som Metallica her fremkalder, et sammenhold i tordenvejret, et soundtrack i salmen om det nedbrydende. Den del af publikum, der kun sætter pris på Metallica fra datidens udgivelser eller endda fra relevante kælne rock-opsamlinger, ser forundret ud i Letzigrunden. Præcis det samme som old school metal-hovederne, når de bemærker, hvordan fede klassikere lyder langsommere i stedet for hurtigere end på studieoptagelserne, og Lars bliver ved med at tabe rytmen. Det enestående klik fra Ulrichs stortrommer, som genlyde tilbage fra stadionets tag, var især i de bremsede hurtigere stykker, til dels helt forkerte og fik nogle af de få vanebærere til at vakle med hovedrystende. Nå, Lars er ikke Mikkey Dee (55), der for bare et par år siden slog Motörhead gennem showet med glans og altid blev udråbt af Lemmy til koncerter som "Den bedste trommeslager i verden".

"Sad But True" efterfølges af et stykke "lokal folklore", som annonceret af bassisten Robert Trujillo. Med "The Usurper", kun akkompagneret af Kirk Hammett, er der en sympatisk hyldest til Zürichs thrash metal-pionerer "Celtic Frost" - hvilket efterlader det meste af publikum lettere forvirret. I de 38 år skabte Metallica altid skarpe kontraster, så musikken i dette band blev gift, tortureret, nusset, gjort oprør eller begravet. Det kan derfor trygt beskrives som multifunktionelt, selvom handlingsspektret i Letzigrund er noget mindre. Her kan du skiftevis nikke med hovedet, løfte næven i vejret, besvime, danse pogo eller blive forbløffet – og nogle få endda flygte. Det faktum, at mellemledere, metal-headbangers og Swisscom-sekretærer flipper ud ved siden af ​​hinanden til en sang som "Seek and Destroy" er lige så fantastisk, som det er fantastisk. Bandet spillede deres allerførste koncert i Europa i februar 1984, i Zürich Volkshaus, som åbningsakt for den britiske gruppe Venom. Men vigtigere end gamle historier, som højst en meget lille del af Letzigrund-publikummet selv havde oplevet, var tilslagene til de fleste af dem. Man slipper ikke Metallica ud af scenen uden at høre "Nothing Else Matters" og "Enter Sandman" - de to største hits fra "Black Album", der gjorde musikerne til superstjerner.

Metallica - The Usurper [Live] - 5.10.209 - Letzigrund Stadium - Zürich, Schweiz

Det, der var særligt forbløffende den aften, var antallet af sikkerhedsstyrker, der guidede folkemængderne ved ankomsten, under arrangementet og især ved afgang. Hvis du kom i bil, kunne du forvente massive trafikpropper og mange timer på gaden med en massiv polititilstedeværelse. Men selv besøgende, der ankom med offentlig transport, blev allerede mødt på stationen af ​​masser af gule veste - og vi mener ikke demonstranterne kendt fra Frankrig - og hvis man tog sporvognen eller bussen, kunne man i det mindste se Letzigrund på hver station der er fire sikkerhedsvagter, som tager sig af de besøgende. Det hele havde præg af en stor demo, som politiet rigtig gerne ville have under kontrol. Rundt om stadion var gaderne spærret af, og det var kun muligt at komme ind på stadion gennem flere sluser, hvor folk blev isoleret og tjekket, og derefter, efter de sædvanlige pølse- og ølboder, blev de smuglet tilbage på stadion af gule veste, der blev . Efter koncerten løb det hele baglæns for at komme ud af fodboldtemplet, men de veje, der stadig var lukkede, blev ikke længere betjent direkte af offentlig transport, men man fik lov til at gå under øjnene på en masse politi og sikkerhed for at Albisriederplatz til at blive læsset op på sporvognene lige før stationen af ​​et espalier af betjente og sikkerhedsvagter, der stod ved siden af ​​hinanden hver 2-3 meter. Da man ankom til banegården, følte man sig endelig på landingsbanen i en lufthavn, for de gule veste guider koncertgæsterne i den rigtige retning med signallys. Ingen tvivl om, alt er godt organiseret, sikkerhedsvagterne (for det meste) venlige, men jeg har aldrig set så mange sikkerhedsvagter i mine mere end tredive år med at gå til koncert. Nogle gange var der næsten følelsen af ​​at være til en stor demo og ikke gå til koncert, og det hele rejser spørgsmålet om, hvem der betaler for al denne "sikkerheds" indsats? Det ville i hvert fald forklare de høje billetpriser... *host*

Sætliste

1. Ecstasy of Gold (Ennio Morricone Song)
2. Hardwired intro
3. Hardwired
4. Hukommelsen forbliver (med udvidet outro)
5. Engangshelte
6. Det der ikke burde være
7. The Unforgiven
8. Nu hvor vi er døde
9. Møl ind i flammen
10. Trist men sandt
11. Ingen kløver
12. Kirk Hammett og Robert Trujilos soloer af Celtic Frosts "The Usurper", "ManUNkind" og "Orion"
13. Frantic
14. Én
15. Master of puppets
16. For Hvem ringer klokkerne
17. Snigende død
18. Seek & Destroy

Encore:

19. Sommerens herrer
20. Intet andet
21. Enter Sandman (med "The Frayed Ends of Sanity" Outro)

Metallica - Creeping Death [Live] - 5.10.2019. oktober XNUMX - Letzigrund Stadium - Zürich, Schweiz

[rwp_boxid=»0″]

Metallica: Tak, Zürich!