Koncertanmeldelse: Depeche Mode på Stade de Suisse

I 1987 i «Palais de Beaulieu» i Lausanne kunne jeg overvære min første koncert Depeche Mode se på det tidspunkt nægtet Foran 242 første del af showet på «Music for the Masses» World Tour. 26 år senere fik jeg lov til at beundre herrerne på deres "Delta Machine"-turné i fredags, og hvad kan jeg sige, Depeche Mode live er simpelthen ubeskriveligt. Noget af det bedste jeg har hørt og set indtil videre. Intet stort lysshow eller andet spektakel, fokus er på musikken og intet andet end musikken, og det er en god ting. I strålende vejr glædede et band i topform den næsten udsolgte Stade de Suisse i Bern i to timer. Hvor fodboldens guder normalt viser deres boldmagi, spillede guderne for den umiskendelige lyd denne aften!

I maj 2013 begav bandet sig på The Delta Machine-turné på europæiske stadioner, som vil tage dem til Nordamerika i efteråret. Bandet "Trentemøller»med partiet. Den danske DJ og producer Trentemøller er anderledes har modtaget adskillige priser som producer og DJ og har skabt sig et internationalt navn som remixer, blandt andet for «Pet Shop Boys» og i 2011 genopfriskede han hittet «Wrong» for Depeche Mode. Med danskeren har Depeche Mode fået en eftertragtet musiker med om bord, som har været en af ​​de mest eftertragtede kunstnere siden hans meget roste album "The Last Ressort" (2006), og som var absolut overbevisende denne fredag ​​aften i Bern.

Depeche Mode, den engelske synth-popgruppe med navnet på et fransk modemagasin, har fundet sig igen efter massive interne skænderier, keyboardist Alan Wilders afgang i midten af ​​halvfemserne og stofmisbrug og selvmordsforsøg fra sanger Dave Gahan og i dag har alle bandmedlemmer den nødvendige frihed at realisere sig selv. Flere succesrige soloalbum vidner om dette træk, og det har også haft indflydelse på sangskrivning. Mens Martin Gore tidligere var ansvarlig for det, er alle bandmedlemmer nu involveret. Udseendet af Depeche Mode den 7. juni 2013 var en sand triumf for bandet. Et begejstret og begejstret publikum skabte eufori på tribunerne og på scenen lige fra start. Depeche Mode byder velkommen til Berns Stade de Suisse fredag ​​aften med "Welcome To My World". Historien om en Depeche Mode-koncert er altid historien om fansen og deres utrolige entusiasme. Med en god sans for spændingsopbygning bringer bandet den første klassiker efter to sange fra det nye album. Efter en abstrakt lydintro, der ikke afslører sangen, starter den fængende "Walking In My Shoes". Umiddelbart rejser publikum sig i niveauerne for at synge og danse med, og spændingen stiger kun med de mørkt ulmende "Black Celebration" og "Policy of Truth", der følger.

Depeche Mode - Black Celebration - Bern 2013

Den 51-årige Dave Gahan nyder tydeligvis atmosfæren, smiler til publikum, danser over scenen og svirrer skævt i bagdelene, som (hovedsageligt) de kvindelige besøgende reagerer med højt jubel. Han laver grimaser og vinker med armene. Han var engang stærkt afhængig af stoffer, med risiko for selvmord og kræft. Men på koncerten i Bern sprænger Dave Gahan af energi og er omdrejningspunktet for Depeche Mode på scenen. I topform vækker han scenen som en galning og øver rockstjerne. Sound tinkerer og hovedkomponist Martin Gore blev med et par undtagelser i anden række og overlod showet og animationen til Gahan. Andrew Fletcher, den tredje veteran, blev i baggrunden. Trioen blev støttet af en trommeslager og en anden keyboardspiller. Live, Depeche Mode er længe siden flyttet væk fra den rene synth-pop-sort i de tidlige dage og har forenet sig med stadiumrock. Du, der engang forbød guitar fra popmusik, er vendt tilbage til det formative instrument af rock.

Dave Gahan har sunget forbløffende klart og kraftfuldt indtil videre. "Should be Higher" viser svagheder i de øverste dele af stemmen. Men han anstrenger den ikke, lader den i stedet bryde dramatisk af, hvilket forstærker effekten af ​​teksten om kærlighed og løgne yderligere. Dette efterfølges af sangene "Higher Love" og "When The Body Speaks" sunget af Martin Gore, og disse viser, at Martin er en mere alsidig og selvsikker sanger. Men Mr. Motionless bag keyboardet kan bare ikke helt få fat i et fyldt stadion, for hans stemme mangler bare karisma, og så denne del er et af koncertens kedeligste øjeblikke. Publikum gør alt for at sige tak for hans sange med hjertevarme bifald, men til et stadion er hans sange simpelthen for rolige og frem for alt for lange, og den indledende eufori har lagt sig igen. Dave Gahan dukker op igen på scenen med en frisk gilet, og den træge, melankolske "Heaven" følger, den mest hjemsøgende sang på det nye album.

Depeche Mode @ Stade de Suisse Bern - Enjoy the Silence - 7. juni 2013

Hele aftenens lavpunkt er opførelsen af ​​«Soothe my Soul». Den vekslende vokal mellem Gahan og Gore fungerer ikke i den truende live-lyd, og både teksten og beats fremstår som flade og uoriginale. Depeche Mode spiller måske nogle nyere sange denne aften, men publikum venter selvfølgelig på de store 80'er og 90'er hits. Depeche Mode kunne simpelthen glæde fans med originale versioner af deres talrige hits, men bandet, forstærket med to gæstemusikere, fortolker mange af klassikerne meget forskelligt. "A Pain That I'm Used To" fremføres i en ligefrem, pumpende dansegulvsversion, og versionen af ​​"A Question Of Time" fra 1986 er bemærkelsesværdig afslappet og let. Og her er sangene, alle har ventet på: "Enjoy The Silence" bliver til det forventede syng-med-orgie, mens "Personal Jesus" starter ekstremt langsomt for derefter at eksplodere. I stykket "Goodbye" forstærker musikerne derimod den tonale kontrast mellem bluesguitar, forvrænget elektrolyd og inderlig korsang. Den faste designer Corbijn har en masse små film og kamera-gimmicks, der klapper ned på fansene via det store lærred: shell-spillet er sjovt, og ildsvingerne er spektakulære, men ting som hundeparaden er bare dumme.

personlig jesus, depeche mode på stade de suisse, bern, 07.06.2013.

I mellemtiden danser alle tilskuere op på de øverste rækker, og jubelen kender ingen grænser. Fem ekstranumre følger, inklusive en episk fortolkning af "Just Can't Get Enough" fra 1981, hvis fest-groove virkelig fik fansene i gang den aften. Men efter godt to timer er det tid til at stoppe: Med "I Feel You" virker Dave Gahan hæs, og med "Never Let Me Down Again" minder Depeche Mode endelig om følelsen af ​​race mellem lyksalighed og galskab, som musikerne havde i slutningen af 80'er år med global succes. Så til sidst to klassikere, der får publikum til at flippe helt ud. For at opleve sådan en stemning igen, skal du vente til næste Depeche Mode-koncert.

Depeche Mode er et sikkert bud, især som liveband, og det er bestemt ikke helt korrekt at kalde Depeche Mode for et "kvindeband", men andelen af ​​kvinder er langt højere end ved andre koncerter af samme størrelsesorden. Det skyldes nok i høj grad Dave, som stadig besidder en karisma og scenetilstedeværelse, der nemt nåede de bagerste rækker af Berns stadion. Forsangeren fejer hen over scenen, cirkulerer køligt om hofterne, tramper på scenegulvet med mikrofonstativet, blotter sin overkrop og ser lige så fit ud som for tyve år siden. Han optræder bogstaveligt talt med sine medmusikere mod væggen, men det er det, der gør trioen speciel: Scenedyret Gahan raser i front, flankeret af Martin Gore og Andy Fletcher. Men Dave Gahan siger ikke meget mere end "Thank you" og "Come on" den aften. Han foretrækker at vende ryggen til publikum af og til, kigger sig over sin højre skulder og kaster dette krævende, liderlige blik mod publikum, som selvfølgelig altid bliver vendt tilbage med tordnende klapsalver. Du kan bare ikke komme væk fra Dave Gahan. Fantastisk, denne spilleglæde og Daves ukuelige energi og personalet stjal Jesus i konkurrence med aftensolen. Det føltes godt at se ham i så godt humør, selvom han takkede Zürich-publikummet flere gange (!).

Koncertanmeldelse: Depeche Mode på Stade de Suisse

Depeche Mode live er fantastisk, og herrerne kunne sagtens have spillet 2 timer længere, for der manglede utallige hits som «People are People», «Blasphemous Rumours», «World in my Eyes», «In your Room», for blot at nævne en få at nævne. Men det, der overraskede mig, var ikke på scenen, men blandt publikum: Jeg har aldrig set så mange champagnedrikkere, aftenkjolebrugere og jakkesætsbrugere til en koncert! Publikum plejede at se anderledes ud: mørkere, køligere, mere afslappet - i dag er det hele nærmest som et statsbal for champagnedrikkere. Men takket være mange oprindeligt arrangerede oldies var det stadig en god aften. Hvis bare de tre havde 7 nye i stedet for 3 ost Bragte sange, det ville have været årets koncert.

Sætliste:

1. Velkommen til min verden
2. Angel
3. Gå i mine sko
4. Kostbar
5. Sort fest
6. Sandhedspolitik
7. Bør være højere
8. Tønde af en pistol
9. Højere kærlighed (Martin Gore)
10. Når kroppen taler (Martin Gore)
11. Himmel
12. Berolige min sjæl
13. En smerte, som jeg er vant til (Jacques Lu Cont's Remix)
14. Et spørgsmål af tid
15. Hemmelig til slutningen
16. Nyd stilheden
17. Personlig jesus
18. Farvel

Encore:

19. Hjem (akustisk)
20. Halo (Goldfrapp Remix)
21. Kan bare ikke få nok
22. Jeg føler dig
23. Svigt mig ikke igen

[rwp-review id=»0″]