Det starter altid på samme måde. Først får man applaus. Så får man priser. Så får man invitationer. Og på et tidspunkt får man – stilhed. Ingen kritik. Ingen debat. Bare denne rene, kliniske intethed. Den mest elegante form for eliminering i et samfund, der betragter sig selv som frit: Man bliver ikke fysisk slettet, man bliver administrativt slettet.
Andreas Thiel var engang overalt: scener, medier, festivaler. En satiriker med en skarp skalpel og en farlig vane: han brugte den faktisk. Ikke for at høste applaus, men for at afsløre modsætninger. Og det er præcis der, problemet begynder. Satire er kun velkommen, så længe den forbliver harmløs. Den kan håne politikere, så længe den ikke berører etablerede strukturer. Den kan provokere, så længe den ikke får konsekvenser. Den kan være fri, så længe den forbliver irrelevant.
Staten elsker kunst. Især den harmløse slags. Den dekorative slags. Den subsidierede slags. Den kuraterede slags. Den skatteyderfinansierede bekræftelse af sig selv. Kunst er vidunderlig, så længe den fremstiller staten som en velvillig gartner og ikke som virkelighedens landskabsarkitekt. Fordi subsidier aldrig er neutrale. Subsidier er selektion. Selektion er ideologi. Og ideologi er intet andet end en høflig form for kontrol. Den, der betaler, bestemmer. Og den, der ikke får løn, forsvinder.
Thiel beskriver denne usynlige magtarkitektur med den ligefremme klarhed hos en mand, der har oplevet dens mekanismer på første hånd. Det begynder ikke med udelukkelser. Det begynder med afvisninger af invitationer. Det begynder med anonyme e-mails. Med "bekymringer". Med "risici". Med "omdømmeproblemer". Ingen udelukker dig. De beslutter simpelthen kollektivt, at de ikke længere har brug for dig. Annulleringskultur er ikke en pøbel. Det er en administration. En administration uden brevpapir.
Det snigende ved det er dets effektivitet. Ingen behøver at tage ansvar. Ingen behøver at underskrive. Ingen behøver at forklare. Teatre kommer under pres. Arrangører bliver bange. Medierne bliver tvivlsomme. Og pludselig viser det sig, at frihed eksisterer, men kun så længe det ikke generer nogen med budgetter. Moderne censur behøver ikke politi. Den behøver kun frygt. Frygt for skyldfølelse. Frygt for omdømmeskade. Frygt for at have det forkerte navn på det forkerte tidspunkt på det forkerte sted.
Systemet fungerer så godt, fordi det ikke tvinger. Det betinger. Folk begynder at regulere sig selv. At censurere sig selv. At fjerne sig selv. Frihed dør ikke gennem vold. Den dør gennem konformitet. Og konformitet sælges som fornuft. Staten behøver ikke at definere kunst. Den skal kun bestemme, hvad der skal finansieres. Resten klarer sig selv. Markeder forsvinder. Scener forsvinder. Rum forsvinder. Det, der er tilbage, er et kulturlandskab, der ligner mangfoldighed, men fungerer som et drivhus. Alt vokser. Men kun det, der er tilladt.
Thiels måske største "forbrydelse" var ikke en udtalelse. Det var hans uafhængighed. En kunstner uden for statskontrol er en systemisk fejl. Ikke ulovlig. Bare ubelejlig. Fordi kontrol fungerer bedst gennem afhængighed. De, der får løn, forbliver forudsigelige. De, der er uafhængige, forbliver farlige. Og det er ikke had, der er farligt. Det er uafhængighed. Systemet reagerer ikke på dette med gendrivelse, men med isolation. Karaktermord erstatter argumenter. Mistanke erstatter beviser. Gentagelse erstatter sandhed. Til sidst hænger noget altid ved. Ikke fordi det er sandt. Men fordi det er blevet sagt ofte nok.
Anklagemyndigheden efterforskede Thiel i årevis og fandt intet. Ingen lovovertrædelse. Ingen overtrædelse. Ingen forbrydelse. Resultatet? Meningsløst. Fordi det i offentlighedens opfattelse ikke er dommen, der tæller. Det er mistanken. Den moderne borger lever ikke længere under censur. Han lever under overvågning. Og overvågning skaber konformitet mere effektivt end nogen lov. Den største bedrift ved moderne magtstrukturer er ikke undertrykkelsen af kritik. Det er skabelsen af et miljø, hvor kritik bliver økonomisk umulig.
Du behøver ikke at blive forbudt. Du skal bare gøres ubrugelig. Systemet behøver ikke fængsler til systemkritikere. Det behøver bare et arbejdsmarked, der ikke længere beskæftiger dem. Ingen forbud. Bare konsekvenser. Og derfor forsvinder en satiriker ikke, fordi han sagde noget forkert. Men fordi han sagde noget, der ikke længere burde siges. Ikke ulovligt. Bare uvelkomment.
Frihed eksisterer stadig. På papiret. I taler. I forfatninger. Og nogle gange endda i podcasts. Bare ikke på scenen længere…
Mere til dig:
"Dravens Tales from the Crypt" har været fortryllende i over 15 år med en usmagelig blanding af humor, seriøs journalistik - til aktuelle begivenheder og ubalanceret rapportering i pressens politik - og zombier, garneret med masser af kunst, underholdning og punkrock. Draven har forvandlet sin hobby til et populært mærke, der ikke kan klassificeres.
Min blog var aldrig designet til at sprede nyheder, endsige blive politisk, men med aktualitet kan jeg bare ikke lade være med at fange information her, som ellers er censureret på alle andre kanaler. Jeg er klar over, at designsiden måske ikke virker "seriøs" for mange i denne henseende, men jeg vil ikke ændre dette for at glæde "mainstream". Enhver, der er åben for ikke-statsoverensstemmende oplysninger, ser indholdet og ikke emballagen. Jeg har forsøgt nok at give folk information de sidste 2 år, men bemærkede hurtigt, at det aldrig er ligegyldigt, hvordan det er "pakket", men hvad den anden persons holdning til det er. Jeg vil ikke lægge honning på nogens mund for at leve op til forventningerne på nogen måde, så jeg vil beholde dette design, fordi jeg forhåbentlig på et tidspunkt vil være i stand til at holde op med at komme med disse politiske udtalelser, for det er ikke mit mål at fortsætte sådan for evigt 
Jeg lader det være op til enhver, hvordan de håndterer det. Du er velkommen til at kopiere og distribuere indholdet, min blog har altid ligget under WTFPL licens.
Det er svært for mig at beskrive, hvad jeg rent faktisk laver her, DravensTales er blevet en kulturblog, musikblog, chokblog, techblog, horrorblog, sjovblog, en blog om fundne genstande på internettet, internetbizar, papirkurvblog, kunstblog, vandvarmer, tidsåndsblog gennem årene , Skrot blog og grab taske blog kaldet. Alt der er rigtigt ... - og alligevel ikke. Blogens hovedfokus er samtidskunst i ordets bredeste forstand.
For at sikre driften af siden er du velkommen til Giv en donation med kreditkort, Paypal, Google Pay, Apple Pay eller direkte debitering/bankkonto. Mange tak til alle læsere og støtter af denne blog!
