The Wanderer

"Af ham anhaga er gebideð,
metudes miltse, þeah þe han modcearig
geond lagulade longe sceolde
hreran mid hondum hrimcealde sæ,

wadan wræclastas. Wyrd bið ful aræd!”
Swa cwæð eardstapa, earfeþa gemydig,
wraþra wælsleahta, winemæga hryre:
"Ofte jeg sceolde ana uhtna gehwylce
mine care cwiþan. Nis nu cwicra nan

þe jeg ham modsefan minne durre
søde asecgan. Ic at soþe wat
þæt biþ in eorle indryhten þeaw,
þæt han sin ferdlocan fæste binder,
healde hans hordcofan, hycge swa han vil.

Ne mæg werig mod wyrde wiðstondan,
ne se hreo hyge help gefremman.
Forðon domgeorne dreorigne ofte
in hyra breostcofan bindað fæste;
swa ic modsefan minne sceolde,

ofte høreværn, eðle bidæled,
freemægum feor feterum sælan,
siþþan geara iu guldvin kærlighed
hrusan heolstre biwrah, og jeg hean þonan
wod vinter cearig ofer waþema bundt,

sohte sele dreorig siden bryttan,
hwær ic feor oþþe neah findan meahte
du ved det i meoduhealle min,
oþþe mec freondleasne frefran wolde,
weman mid wynnum. Hvad ses det,

hu sliþen bið bekymre sig om geferan,
þam þe ham lyt hafað leofra geholena.
Warað i wræclast, Nales sår guld,
ferðloca åben, nalæs foldan blæd.
Gemon han vælger gas ond sincþege,

hej på geoguðe hans guldvin
wenede til wiste. Wyn eal gedreas!
Forþon wat se de sceal hans winedryhtnes
leofes larcwidum longe fortholian,
ðonne sorg og slæp somod ætgædre

armne anhogan ofte gebindað.
þinceð ham på mode þæt han hans mondryhten
clyppe og cysse, og på cneo lecge
honda ond heafod, swa han hwilum ær
i geardagum gifstolas breac.

ðonne onwæcneð eft wineleas guma,
gesihð ham biforan fealwe wegas,
baþian brimfuglas, brædan feþra,
hreosan hrim ond snaw, hagle blandet.
þonne beoð þy hefigran heortan benne,

sare æfter swæsne. Bekymring bið geniwad,
þonne maga gemynd mod geondhweorfeð;
greteð gliwstafum, georne geondsceawað
secga geseldan. Svømt væk!
Fleotendra ferð no þær fela bringeð

cuðra cwidegiedda. Cearo bið geniwad
þam þe sendan sceal swiþe geneahhe
ofer waþema bundle werigne sefan.
Af denne grund kan jeg få et bedre resultat
for hwan modsefa min ne sweorce,

þonne ic eorla liv eal geondþence,
hej færlice flet ofgeafon,
modge maguþegnas. Swaþes middangeard
ealra dogra gehwam threeoseð ond fealleþ,
forþon ne mæg weorþan wis wer, ær han alder

wintra dael i woruldrice. Wita sceal geþyldig,
ne sceal nej til hatheort ne til hrædwyrde,
ne til wac wiga ne til wanhydig,
ne to forht ne to fægen, ne to feohgifre
ne næfre gielpes til georn, ær han geare cunne.

Beorn sceal gebidan, þonne han beot spriceð,
oþþæt collenferð cunne gearwe
hwider hreþra gehygd hweorfan vil.
Ongietan sceal gleaw hæle hu gæstlic bið,
þonne ealre þisse worulde wela vest stonedeð,

swa nu missenlice geond þisne middangeard
spil biwaune weallas stondaþ,
hrime bihrorene, hryðge þa ederas.
Woriað þa winsalo, skovklædt licgað
dreame bidrorene, duguþ eal gecrong,

wlonc bi wealle. Sume paryk fornom,
Fered in forðwege, sumne fugel oþbær
ofer heanne holm, sumne se hara wulf
deaðe gedælde, sumne dreorighleor
i eorðscræfe eorl gehydde.

Yþde swa þisne eardgeard ælda scypping
oþþæt burgwara breahtma lejekontrakt
eald enta geweorc idlu stodon.
Se þonne þisne wealsteal wise geþohge
og det er deorce lif deope geondþenceð,

frod in ferðe, feor ofte gemon
wælsleahta slidt, og þas ord acwið:
“Hvaer cwom mearg? Hvor meget kan du? Hvad er det for dig?
Hvordan skal du se symbolet? Hwaer sindon seledreamas?
Eala bestiller bune! Eala byrnwiga!

Eala Theodnes Thrym! Hu seo þrag wat,
Genap under nihthelm, swa heo no wære.
Stenet nu på sidste leofre duguþe
weal wundrum heah, wyrmlicum fah.
Eorlas fornoman asca þryþe,

wæpen wælgifru, wyrd seo mære,
ond þas stanhleoþu stormas cnyssað,
hrið hreosende hrusan bindeð,
Wintres Woma, þonne won cymeð,
nipeð nihtscua, norþan onsendeð

hreo hæglfare hæleþum på andan.
Alt er ørefodlig eorþan ris,
onwendeð wyrda sceaft weoruld under heofonum.
Hendes bið feoh læne, hendes bið freond læne,
her bið mon læne, her bið mæ læne,

eal þis eorþan gesteal idel weorþeð!”
Swa cwæð snottor på mode, sæt ham sundor æt rune.
Til biþ se þe his treowe healdeþ, ne sceal næfre his torn to rycene
født af hans bryst acyþan, nemþe he ær þa bote cunne,
eorl med elne gefremman. Wel bið þam de ham er seceð,

frofre til fæder på heofonum, þær us eal seo fæstnung stondeð.

"Ofte oplever den ensomme barmhjertighed for sig selv,
Målerens barmhjertighed, skønt han, urolig i ånden,
over havet skal være lang
rør med hænderne i det rimkolde hav,

rejs på eksilets veje – skæbnen er ubønhørlig."
Sådan sagde vandreren, opmærksom på strabadser,
af grusomme dødbringende kampe, kære slægtninges fald –
"Ofte alene hver morgen skal jeg
bevar min sorg; der er nu ingen levende

til hvem jeg tør fortælle klart mine inderste tanker.
Jeg ved det sandelig
at det er en ædel skik hos en mand
at binde fast sine tanker med tilbageholdenhed,
hold hans skattekiste, tænk, hvad han vil.

Den mand, der er træt af ånden, kan ikke modstå skæbnen,
heller ikke kan det urolige sind tilbyde hjælp.
Derfor binder de ivrige efter ros ofte et trist sind
i deres brystkasse med tilbageholdenhed.
Så jeg, elendigt trist, adskilt fra hjemlandet,
langt fra min ædle slægtning, måtte binde mine tanker med lænker,

siden det for længe siden var jordens mørke
dækkede min guld-ven, og jeg, afskyeligt,
gik da, vintertrist, hen over bølgernes binding.

Trist, jeg søgte salen til en giver af skatte,
Hvor jeg kan finde, fjern eller nær,
en, der i Meadhall måske kender til mit folk,
eller måske ønsker at trøste mig, uden venner,
underholde med lækkerier. Han ved, hvem der oplever det

hvor grusom omsorg er som en ledsager,
til ham, der har få elskede beskyttere.
Landflygtighedens vej venter ham, ikke fordrejet guld,
frosne følelser, ikke jordens herlighed.
han husker beholdere og modtagelsen af ​​skatte,

hvordan i ungdommen hans guld-ven
vænnede ham til festen. Men al fornøjelse har svigtet.
Han ved faktisk, hvem der i lang tid må undvære
hans elskede herres råd
når sorg og sove sammen

binder ofte den elendige ensomme mand –
han tænker i sit hjerte, at han
omfavner og kysser sin herre og lægger
hænder og hoved på knæet, ligesom han engang til tider
i tidligere dage nød gaven.

Så vågner den venløse mand igen,
ser for sig de mørke bølger,
havfuglene bader, spreder deres vinger,
frost og snefald, blandet med hagl.
Så er hans hjertes sår desto tungere på grund af det,

ondt af længsel efter en elsket. Sorgen fornyes
når mindet om slægtninge går gennem hans sind;
han hilser med glædestegn, undersøger ivrigt
hans ledsagere, krigere. De svømmer væk igen.
De flydendes ånd bringer aldrig mange dertil

velkendte ytringer. Omsorgen fornyes
for den, der skal sende meget ofte
hans trætte ånd over bølgernes binding,
Derfor kan jeg ikke tænke hvorfor i hele verden
mit sind skal ikke blive mørkt

når jeg betragter hele menneskets liv,
hvordan de pludselig forlod hallgulvet,
modige unge fastholdere. Altså denne mellemjord
fejler og falder hver dag;
derfor må en mand ikke blive klog, før han ejer

en andel af vintrene i denne verdens rige. En klog mand skal være tålmodig,
og han må heller aldrig være for ophedet eller for forhastet med at tale
heller ikke for svag i kampe, heller ikke for ligegyldig,
heller ikke for bange, heller ikke for munter eller for grådig efter rigdom
heller aldrig for ivrig efter at prale, før han ved det med sikkerhed.

En mand må vente, når han taler en pral,
indtil han med stor sikkerhed ved det
mens tanken om hjertet måske ønsker at vende.
Den forsigtige mand må indse, hvor uhyggeligt det vil være
når al denne verdens rigdom er øde,

som nu forskelligt i hele denne mellemjord
vægge stod slået af vinden,
dækket med rim, snedækkede boligerne.
Vinhallerne går til grunde, magthaverne lyver
berøvet glæden er værten alt omkommet

stolt ved væggen. Noget krig tog
båret på vej frem; den ene en fugl bar af
over det åbne hav; en delte den grå ulv
med Døden; den ene en trist adelsmand
begravet i en jordgrav.

Så menneskenes skaber lagde denne egn øde,
indtil den antikke verden af ​​giganter, der mangler lyde
af borgerne, stod ledige.
Den, der dybt overvejer denne murgård,
og dette mørke liv med kloge tanker,

gammel i ånden, husker ofte for længe siden,
en mængde kampe og taler disse ord:
"Hvor er hesten? Hvor er den unge kriger? Hvor er giveren af ​​skat?
Hvor er pladserne til banketterne? Hvor er glæderne i hallen?
Ak den lyse kop! Ak den udsendte kriger!

Ak prinsens herlighed! Hvordan tiden er gået
forsvandt under nattens roret, som om det aldrig var det!
Nu i stedet for en elsket vært står
en mur vidunderligt høj, dekoreret med lignelser af slanger.
Spydens magter tog adelsmændene,
våben grådige til slagtning; skæbne den berømte
og storme slog mod disse stenede skråninger,
faldende snestorm binder jorden,
vinterens larm, så kommer mørket.
Nattens skygge bliver mørk, sender fra nord
en hård regn af hagl i fjendskab mod krigerne.
Hele jordens rige er fuld af problemer,
skæbnernes drift ændrer verden under himlen.
Her er rigdom forbigående, her er ven forbigående,
her er manden forbigående, her er kvinden forbigående,

hele denne grund af jorden bliver tom.
Sådan talte den vise i ånden, sad for sig selv i privat meditation.
Den, der er god, holder sit løfte, og manden skal aldrig vise sig
hans brysts vrede for hurtigt, medmindre han, manden,
bør vide på forhånd, hvordan man udfører midlet med mod.
Det vil være godt for den, der søger nåde,

trøst fra Faderen i himlene, hvor en fasthed
står for os alle.