Den foreliggende tekst udvikler en vidtrækkende, provokerende tese: De fleste af verdens sprog – fra mayasprog til japansk, arabisk, ungarsk og russisk – er fundamentalt afledt af oldhøjtysk. Ikke blot individuelle ord, men også grammatik, navne, myter og gudebegreber er angiveligt alle af germansk oprindelse. Ud fra dette udleder forfatteren et verdensbillede, hvor "tyske" sproglige og kulturelle spor dominerer globalt – han går endda så langt som til at hævde, at jøder, arabere, kinesere og andre i det væsentlige er "tyske" sprogligt og kulturelt. Han erklærer konventionel lingvistik, etymologi og begrebet "låneord" for at være groft misforstået.
Udgangspunkt: Fortælling om frygt og spørgsmål om identitet
Teksten begynder med at henvise til den (politiske) frygt for, at "tyskerne" skal "udryddes" – blot for straks at rejse spørgsmålet om identitet: Hvem er egentlig "tyskerne"? Som bevis bruges eksonymer (f.eks. "nemzki"/"nemsi"), der står for "tysker(e)" på flere sprog. Ud fra dette konstrueres en generel tese: Den "tyske ånd" er globalt udbredt – ikke som en moderne nationalitet, men som et gammelt sprogligt og kulturelt princip.
Hovedsproglig påstand
Hovedidé: Ord, lydforskydninger og morfologi verden over kan fortolkes som varianter af oldhøjtyske former. Eksempler:
- "Vand": Teksten oplister AHD-former ("wak", "uwa/ovia", "o", "was") og hævder, at næsten alle sprog kan spores tilbage til det – fra nahuatl og maya til japansk ("mitsu") eller kinesisk ("sui")
- Lydkorrespondancer: Gentagende mønstre som R ↔ L, B ↔ M, F ↔ B, D → Q/K har til formål at danne broen mellem AHD og moderne former (f.eks. berlinsk «ick/jeh», hessisk sletning af sidste stavelse, italiensk «Firenze»/»Fiora»)
- Toponymer og hydronymer: Fra «Uruguay/Paraguay» (som varianter af AHD «wak») til «Moskva» (som «mosbevokset flodslette»), «Gibraltar» (fra «bjerg») eller «Zagreb» (baglæns spor af «bjerg»)
- Religiøse termer: Arabisk "Allah" ~ AHD "Almahu"; "Koran" ~ AHD "Koran" (test); hebraisk/arabisk "Shalom/Salam" ~ angiveligt AHD-former; japanske guddommenavne i Nihongi med endelserne "-mikoto" fortolkes som sammentrukne AHD-fraser ("min Gud" osv.)
- Grammatiske paralleller: Japanske sætningsmønstre (“… kan være godt”) ville svare til AHD-strukturer; ungarske suffikser (-leg, -ság/ség) svarer til tyske afledninger (-lich, -schaft)
En generel opgørelse med "låneord"
Teksten angriber låneordsteorien: hvis moderne opfindelser som "fodbold", "computer", "radio", "fjernsyn" og "bil" kunne udvikle så mange forskellige navne på bare 100 år, så er globale ordligheder ikke nødvendigvis lån, men muligvis spor af et fælles protosprog - som her postuleres som AHD (oldhøjtysk). Den etablerede klassificering i sprogfamilier (indoeuropæisk, finsk-ugrisk osv.) afvises som "vrøvl".
Mytologi, Bibelen, Hellige Bøger
Der er afsat betydelig plads til fortolkningen af hellige tekster som krypterede AHD-sætninger:
- Japansk "Nihongi": Lange gudenavne endte på "-mikoto" og dannede ifølge AHD-læsningen komplette, meningsfulde sætninger; ud fra dette konstruerer teksten en alternativ læsning af skabelsesberetningen.
- Bibelen/Antikiteten: "Pinse" siges at stamme fra AHD "pfind-kosta" (fristelse fra fjenden), ikke fra det græske penta. "Tohu-bohu" siges at stamme fra AHD "teuva-bohu" (at slå/hamre) og beskriver blot byggestøj.
- Navnene på guder verden over ("Teut/Deus/Zeus/Theo") vidner i sidste ende om germanske rødder; "Votan"/"Verakot" i Amerika er blot en anden variant.
Fra sprogsammenligning til verdensbillede
Mange individuelle fortolkninger kombineres for at danne en større fortælling:
- Babelstårnet: Ikke semitiske sprog, men "helligtysk" var det oprindelige sprog, hvorfra diversiteten opstod gennem dialektificering/skriftvarianter.
- Folke- og stammenavne (-mand/-mænd/-mani) blev betragtet som afledninger af "mand/menneske"; "alemannier", "saksere", "diutanere/jyder" optrådte overalt som nøglestammer.
Politisk håb: Hvis "semitisk" som kategori bliver forældet, og mange konflikter er baseret på sproglige/identitetsmyter, kan dette afdramatisere konflikter – lyder det optimistiske, men yderst spekulative, argument fra Brücke.
Kritisk klassificering
Teksten præsenterer overbevisende argumenter, men er metodisk ekstremt selektiv: den overskrider lydlige love, ignorerer systematiske rekonstruktioner (f.eks. indoeuropæiske lydforskydninger), undlader at kontekstualisere, er afhængig af bagudrettede fortolkninger, homofone sammentræf, "alt er tilladt"-korrespondancer og bekræftelsesdrevet udvælgelse. Etymologier er ensidigt germaniserede, kronologi og kontakthistorie forbliver udokumenterede; skriftlige kilder læses ofte sekundært (oversættelser) og forvrænges for at tilpasse sig en "pantysk" fortælling. At sidestille sproglig lighed med etnisk identitet er en kategorifejl og politisk følsomt. Sprog, folk, religion og stat er adskilte enheder.
Konklusion
Værket er en storstilet modfortælling til historisk lingvistik – appellerende til alle dem, der tror på skjulte stamtræer, men videnskabeligt uholdbar efter konventionelle standarder. Det præsenterer en verden, hvor oldhøjtysk giver nøglen til myter, stednavne og guder verden over. Læserne vil opleve en tour de force af lydassociationer, toponymiske tricks og dristige genfortolkninger af Bibelen. Bemærkelsesværdig som en essayistisk provokation – yderst tvivlsom som bevis for oprindelsen af verdens sprog og kulturer.

"Dravens Tales from the Crypt" har været fortryllende i over 15 år med en usmagelig blanding af humor, seriøs journalistik - til aktuelle begivenheder og ubalanceret rapportering i pressens politik - og zombier, garneret med masser af kunst, underholdning og punkrock. Draven har forvandlet sin hobby til et populært mærke, der ikke kan klassificeres.








